DEBAT: Idrætsrådet blev aldrig taget alvorligt?

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Debatindlæg fra Pia Foght, socialdemokratiet.

Idrætsrådet blev aldrig taget alvorligt?.

Det er med stor tristhed, at jeg læser debatindlægget fra det tidligere Idrætsråd – underskrevet af mange idrætsfolk, som jeg har stor respekt for. Det undrer mig, at der netop nu er behov for at trække fortiden frem, når vi i fællesskab er i gang med at forme fremtidens samarbejde og etablerer et nyt solidt grundlag for dialog og handling.

Den 27. maj havde vi et konstruktivt temamøde i Udvalget for Kultur, Idræt og Forebyggelse (KIF) sammen med flere af underskriverne af debatindlægget. Her blev det første udkast til det kommende idrætsråd præsenteret – udarbejdet i samarbejde mellem administrationen og frivillige fra foreningslivet. Dette arbejde blev sat i gang, da vi i KIF erkendte, at det tidligere samarbejde ikke fungerede optimalt.

Derfor oplever jeg det som skuffende at blive citeret negativt i indlægget fra det tidligere råd. Jeg forstår ganske enkelt ikke, hvem der har behov for det netop nu.

Som socialdemokrat arbejder jeg for fællesskabet og for bredden. Det betyder, at jeg er optaget af at så mange som muligt på tværs af hele Gribskov Kommune får adgang til de faciliteter, vi har – og til dem, vi sammen kan skabe i fremtiden. Heldigvis er der bred politisk opbakning til dette i KIF.

Det tager tid, når mange frivillige og foreninger skal inddrages i en bæredygtig proces. Men det er nødvendigt, hvis vi vil skabe et nutidigt og fremtidssikret samarbejde. I Gribskov har vi heldigvis mange engagerede frivillige, som hver dag gør en stor forskel for både børn, ældre og mennesker med handicap.

Arbejdsgruppens arbejde vil blive præsenteret på et stormøde torsdag den 21.august, hvor den samlede arbejdsgruppe, bestående af både tidligere idrætsrådsmedlemmer, Kulturrådet, administrationen og KIF vil præsentere oplægget. Her vil alle frivillige kunne give input inden den endelige beslutning træffes. Der vil blive sendt invitationer ud inden sommerferien

Mit håb er, at vi i fællesskab kan tage ansvar og ejerskab for fremtiden. Det er helt afgørende, at frivillige, administration og politikere spiller hinanden stærke og arbejder sammen i respekt og dialog. Det er den vej, vi skal gå, hvis vi vil styrke og udvikle vores foreningsliv og frivillighed i Gribskov.

Pia Foght

Socialdemokratiet i Gribskov

Pia Foght (A) (Pressefoto: Benedikte Hald)

(udgivet d. 7. juni 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *