Debatindlæg af Anders Søborg, byrådskandidat, Venstre i Gribskov.
Familier i Blistrup står uden hus – kræver handling, ikke stilhed.
I denne weekend besøgte jeg flere familier i Blistrup, som stadig er genhuset flere måneder efter sommerens oversvømmelser. Husene står endnu under tørre blæsere, alt er revet ud, og hjem er sat på pause.
Det gør indtryk at se, hvordan helt almindelige familier fortsat lever i uvished – uden klare svar eller hjælp fra Gribvand eller Gribskov Kommune. Ingen har rakt ud for at forklare, hvad der bliver gjort for at sikre, at det ikke sker igen.
Blistrup blev hårdt ramt, og store dele af byen stod under vand. Men problemet er ikke løst – vandafledningen fungerer stadig ikke, og mange lever med frygt for næste skybrud.
Det er ikke godt nok. Vi skal som kommune tage ansvar, sikre at Gribvand handler, og lægge en konkret plan for klimatilpasning og kloakforbedring, så borgerne kan få deres hjem – og deres tryghed – tilbage. Det seneste udkast til spildevandsplan blev af samme grund sendt retur af Borgmester Bent Hansen, Venstre og Økonomiudvalget så der kan strammes op til gavn for miljø og borgere.
Ingen familier i Gribskov skal stå alene efter en katastrofe. Det handler om ansvar, respekt og fællesskab.
Stem personligt

(udgivet d. 24. okt. 2025)