Debatindlæg af Trine Egetved, borgmesterkandidat, Det Konservative Folkeparti i Gribskov.
Et godt arbejdsmiljø for medarbejderne er altafgørende for en ordentlig kommunal velfærd.
Et godt arbejdsmiljø er ikke en luksus – det er forudsætningen for, at vi kan levere velfærd med kvalitet og nærvær. Som leder i det private erhvervsliv ved jeg, hvor meget trivsel betyder for både engagement og resultater. Det samme gælder i den kommunale sektor, hvor medarbejderne hver dag løfter nogle af samfundets vigtigste opgaver.
Når medarbejderne trives, kan de yde deres bedste for borgerne. Et sundt arbejdsmiljø handler derfor ikke kun om færre sygedage, men om at skabe rammer, hvor faglighed og arbejdsglæde kan blomstre.
Vi har heldigvis mange dygtige ledere i kommunen, som hver dag viser vejen med tydelighed, tillid og nærvær. De tager ansvar for at skabe gode arbejdsfællesskaber, hvor medarbejderne bliver hørt og kan udvikle sig. Det fortjener stor anerkendelse – for god ledelse er afgørende for trivsel. Men der er også stadig plads til forbedring. Vi skal hele tiden blive dygtigere og lære af de ting, der går galt. Det skal jeg også selv som leder – reflektere, være nysgerrig på egen praksis og justere sin tilgang, hvis noget ikke fungerer.
Som politikere har vi ansvaret for at skabe de rammer, der gør et godt arbejdsmiljø muligt. Det betyder, at vi skal tænke trivsel ind i vores beslutninger, sikre realistiske normeringer og prioritere forebyggelse frem for brandslukning. Men kravene går begge veje: vi skal som politikere sætte retningen, mens ledelsen har ansvaret for at omsætte den i praksis – i tæt samarbejde med medarbejderne.
Der er allerede mange gode initiativer i gang. Flere institutioner arbejder systematisk med trivselsmålinger, kompetenceudvikling og medarbejderinddragelse. Flere steder deles erfaringer på tværs, og der skabes rum for dialog i hverdagen. Det er alt sammen eksempler på, at fokus på arbejdsmiljø virker – og det skal vi bygge videre på.
Et stærkt arbejdsmiljø skabes i fællesskab. Det kræver politisk vilje, faglig ledelse og medarbejdere, der tager medansvar. Når krav og støtte går hånd i hånd, skaber vi ikke bare bedre arbejdspladser – vi skaber bedre velfærd.

(udgivet d. 7. nov. 2025)