Debatindlæg fra byrådsmedlem Brian Lyck Jørgensen, Dansk Folkeparti i Gribskov.
Dansk Folkeparti siger klart nej til ændringer for spørgetiden.
I Dansk Folkeparti bakker vi ikke op om det forslag til ændringer i reglerne for spørgetiden, som er lagt op til behandling i Økonomiudvalget og senere til endelig vedtagelse i Byrådet. Tværtimod mener vi, at forslagene udgør et direkte angreb på borgernes mulighed for at stille spørgsmål.
Først og fremmest kan vi på ingen måde støtte forslaget om, at man fremover skal være fysisk til stede i byrådssalen for at kunne stille spørgsmål. Det er en unødvendig begrænsning, som risikerer at lukke døren for borgere, der af forskellige årsager – eksempelvis sygdom, arbejde eller transportproblemer – ikke kan møde op personligt, men som stadig har et brændende ønske om at få stillet deres spørgsmål og få svar fra deres folkevalgte.
Ligeledes tager vi skarp afstand fra forslaget om at suspendere spørgetiden i hele tre måneder efter et valg. I dag er pausen én måned, og det er fuldt tilstrækkeligt. Tre måneders tavshed vil fratage borgerne vigtige muligheder for at holde byrådet ansvarligt i en periode, hvor nye politiske aftaler og retninger netop bliver lagt fast. Det er helt forkert, hvis man forsøger at skærme sig fra offentlighedens spørgsmål i den afgørende indledende fase efter et valg.
For Dansk Folkeparti er åbenhed, tilgængelighed og borgernes mulighed for at stille spørgsmål hjørnesten i det lokale demokrati. Derfor vil vi stemme imod de foreslåede ændringer.
Spørgetiden skal fortsat være et reelt redskab for borgerne – ikke et privilegium for dem, der tilfældigvis kan møde op i salen, og ikke noget, man sætter på pause i tre måneder.
Vi arbejder for et åbent og levende demokrati i Gribskov – ikke et byråd, der lukker sig om sig selv.
Brian Lyck Jørgensen
Byrådsmedlem
Dansk Folkeparti i Gribskov

(udgivet d. 10. maj 2025)