DEBATINDLÆG PÅ KATTEGAT.NU - klik på teksten her til højre og læs mere

DANSK HÅNDVÆRK: Din firmajulegave kan blive lidt større i år

Del meget gerne artiklerne fra Kattegat.nu på de sociale medier

Er du blandt de heldige, der får en julegave fra din arbejdsplads, så kan du glæde dig. I år er grænsen for, hvad du må modtage uden at betale skat, nemlig blevet forhøjet til 1000 kroner. Men hvorfor er gaven som regel en kurv med lækkerier eller et gavekort, hvor du kun kan vælge blandt bestemte ting?

Det skyldes, at reglerne for, hvad din virksomhed må give er ret indviklede, fortæller arbejdsgiverne i Dansk Håndværk.

Generelt er det nemlig sådan, at gaver og mindre personalegoder kun er skattefrie, hvis den samlede værdi i løbet af et år ikke overstiger 1400 kroner. Kommer du blot en enkelt krone over, så skal du betale skat af hele beløbet – ikke kun af den sidste krone. Derfor holder de fleste arbejdsgivere sig inden for den grænse.

Julegaver tæller ikke
Men det er en særlig regel for julegaver, og det er grunden til, at den ofte er en kurv med vin og chokolade eller et gavekort, hvor du kun kan vælge på en liste.

Et gavekort er nemlig kun skattefrit, hvis det er bundet til en bestemt ydelse – for eksempel bestemte produkter.

Til gengæld tæller jule- eller nytårsgaven ikke med, hvis den holder sig inden for sin beløbsgrænse, som altså i år er hævet til 1000 kroner. Gør den det, er den altid skattefri. Men den samlede grænse på 1400 kroner gælder stadig. Så har du fået andre gaver for mere end 400 kroner, skal du betale skat af alle de øvrige gaver.

Det er årsagen til, at din arbejdsplads bestemmer, hvilke julegaver du kan vælge imellem, fremfor at give kontanter eller et gavekort med helt frit valg. På den måde sørger de for, at du ikke skal beskattes af gaven, lyder forklaringen fra Dansk Håndværk.

(udgivet d. 5. nov. 2025)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *