Højt skum i Esrum – Klosteret inviterer atter til Ølfestival.

Smag dig igennem en verden af øl, når Esrum Kloster og Møllegård for tredje år i træk åbner dørene for en storartet og prisvindende Ølfestival d. 9.-10. marts. Her går selv den mest kræsne ølentusiast hjem med masser af smagsoplevelser og poserne fyldt af historiske øl, klosterøl, håndbryg, mikrobryg og lokalbryg.

Historiske Øl

Til Ølfestivalen kan man dykke ned i øllets historie og udvikling til medrivende talks og workshops, med blandt andet ”Keeper of the unopened bottle collection”, som bestyrer verdens største samling af uåbnede øl, samt inspirerende ølentusiaster og drikkekulturshistorikere, der vil fortælle om alt fra middelalderbryg til vildgær. Ikke mindst frister et imponerende udvalg af unikke historiske øl som spontangæret gueuze, rauchbier og klosterøl brygget efter originale opskrifter.

Mød Ølbryggerne

Bag enhver øl er en unik historie og viden, som bryggerne gladeligt deler ud af gennem personlige snakke og nørderi til Ølfestivalen. Her kan både den garvede brygger og den nysgerrige ølaspirant blive klogere på typer af øl, smagstilsætninger og selve ølbrygningen, samt finde ingredienser som malt og humle og det komplette grej til hjemmebrygning.

Byt en Bajer

Som noget nyt i år kan man også prøve lykken med at bytte en bajer; her medbringer man en hjemmebrygget øl, som man bytter med en andens hjemmebryg i bytteteltet. Her kan man inspireres af andre hjemmebryggeres ingredienser, gær, farver, smage og dufte, og prøve en helt unik øl, som du helt sikkert ikke har smagt før.

Kåring af årets Klosterøl

Verdens bedste øl kommer utvivlsomt fra munkene på trappistklostrene i Belgien. Men vi kan også være med herhjemme! For tredje år i træk kåres Den Bedste Danske Klosterøl. I selskab med publikum smager og dufter en professionel dommerkomite sig frem til årets vinder, der får den store ære at kunne kalde sit bryg for ”Årets Klosterøl 2018”. Publikum kan selvfølgelig også kåre deres egen favorit!

Prisvindende Ølfestival

De Danske Ølentusiaster udpegede i efteråret Esrum Kloster & Møllegård som modtagere af den regionale ølpris 2017 som tak for den engagerede indsats for mangfoldigheden og spændvidden i øllets verden. Og man går ikke forgæves i år til Ølfestivalen, der atter er en hyldest til vores kulturs måske vigtigste ikon: øllet!

Fakta:
Fredag d. 9. marts kl. 15-20
Lørdag d. 10. marts kl. 11-20
Pris: 75 kr.
10 Smagepoletter: 100 kr.
Køb dine billetter via esrum.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.