Karolines Køkken: Rusk dine vaner med ny kogebog til det kødfrie køkken.

Den grønne bølge har ramt Danmark. Det får flere og flere danskere til at skrue ned for mængden af kød på tallerkenen. Nu udgiver Karolines Køkken en kogebog med mere end 100 opskrifter uden kød til dig, der søger ny inspiration til spændende retter. Opskrifterne er sammensat, så de tilfredsstiller både øjne, smagsløg og mave.

Danskerne har de senere år skruet ned for kødforbruget, og i dag spiser mere end hver anden dansker kødfri aftensmad mindst én gang om ugen. Det viser en ny undersøgelse fra Karolines Køkken foretaget gennem Epinions Danmarkspanel.

Men det kan være en udfordring at lave måltider uden kød, fordi mange af vores middagsfavoritter traditionelt indeholder kød. Nu giver Karolines Køkken en hjælpende hånd med kogebogen Skøn mad uden kød. Den indeholder 112 kødfrie opskrifter, der inspirerer til spændende måltider uden kød.

”Karolines Køkken har i mere end et halvt århundrede været inspirationskilde til danskernes madvaner. Derfor er det naturligt for os at tage udgangspunkt i den kødfrie tendens, vi oplever netop nu. Vi arbejder dagligt med at udvikle nye opskrifter, og det har været en utrolig sjov og kreativ udfordring udelukkende at udvikle opskrifter uden kød,” siger Tove Færch, der har været leder af Karolines Køkken i 24 år. Hun fortsætter:

”De fleste grønne kogebøger tænker i enkeltretter og ikke i hele måltider. I vores nye bog arbejder vi systematisk med, at måltidet både skal mætte og tilfredsstille sanserne, så man ikke oplever sig ”snydt”, når man går fra bordet. Det kan nemlig være lidt af en vanerusker at tilberede lækre og mættende måltider uden kød, hvis man er vant til at bruge kød i madlavningen.”

Inspiration til kødfrie måltider

Den nye kogebog Skøn mad uden kød har både velkendte og nye opskrifter med. Der er kødfrie bud på traditionelle retter som frikadeller, lasagne og biksemad. Og har man lyst til at prøve noget nyt, kan den grønne quinoa-otto, rødbededumplings eller mojitosuppen afprøves. Bogens opskrifter er alle udviklet med øje for at skabe måltider, der både mætter og giver rige smagsoplevelser, så alle sanser tilfredsstilles.

”Der findes mange muligheder i det kødfrie køkken. Så snart man ryster vanetænkningen af sig, vil man opleve, hvor dejligt grøntsager som fx aubergine, selleri og svampe smager, eller hvordan alt fra den magre hytteost til den fede blåskimmelost bidrager med helt andre smagsnuancer i måltidet. Det har resulteret i nye, spændende smagskombinationer og retter, som vi glæder os til at dele med danskerne,” siger Tove Færch. Hun tilføjer:

”I vores nye kogebog får du både inspiration til aftensmad, småretter og tilbehør. Derudover har vi tilføjet et afsnit med vejledning til gode smagsgivere. Du kan nemlig sagtens skabe store smagsoplevelser og få umami frem i retten uden hjælp af kød.

Kogebogen Skøn mad uden kød kan købes fra uge 34 i boghandlen og på KarolinesKøkken.dk til en vejledende udsalgspris på 259 kr.

Fakta om Skøn mad uden kød

  • Skøn mad uden kød er 240 sider og indeholder 112 opskrifter.
  • Kogebogen indeholder opskrifter på grønne måltider, der både mætter og giver rige smagsoplevelser. Der er både opskrifter på hovedretter, småretter og tilbehør samt et afsnit om gode smagsgivere.
  • Skøn mad uden kød er den første kogebog fra Karolines Køkken, der udelukkende indeholder opskrifter til det kødfrie køkken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.