Øresundsbron fylder 18 år d. 1. juli.

Søndag d. 1. juli kan Øresundsbron fejre, at det er 18 år siden, at de første biler og toge kørte over Øresund. Siden har mere end 100 millioner køretøjer passeret forbindelsen, og rejselysten fortsætter med at stige – særligt blandt danske kunder.

Det seneste år har budt på en række nye trafikrekorder:

  • 32.000 køretøjer lørdag den 22. juli 2017.
  • Juli måned 2017 på det højeste antal ture på en måned i Øresundsbrons historie med 847.100 ture.
  • I gennemsnit kørte der 20.600 køretøjer over Øresundsbron i døgnet i 2017.
  • Sammenlagt har mere end 107 millioner køretøjer passeret broen siden åbningen.

Fritidstrafikken med BroPas oplever fortsat en positiv udvikling, og anslås i første halvår 2018 at være steget med cirka fem procent i forhold til året før.

– Det glæder os at se, at vi fortsat har god tilvækst på fritidsmarkedet. Det beviser, at den trend, som vi hidtil har oplevet, hvor folk flytter deres fritidsaktiviteter over på den anden side af sundet, fortsætter. Svenskerne plejer at stå for størstedelen af stigningen i antallet af ture over broen, men i første halvår 2018 har det været danske kunder, som er øget mest. Det skyldes antageligt den lave svenske valutakurs, siger Fredrik Jenfjord, salg- og markedsdirektør ved Øresundsbro Konsortiet.

I 2018 er pendlingstrafikken i bil gået lidt tilbage, hvilket primært skyldes, at det efter transportøransvaret blev ophævet i maj 2017 er blevet noget nemmere at køre med tog over Øresund igen. Samtidig er det positivt at se rejselysten øge generelt i takt med, at grænsekontrollerne lempes og barriererne – både mentale og fysiske – for at bevæge sig mellem Sverige og Danmark mindskes.

Øresundsbrons markedsandel udgjorde 53 procent af lastbiltrafikken, 73 procent af bustrafikken og 84 procent af personbiltrafikken over Øresund i 2017.

Ny udbyttepolitik
På Øresundsbro Konsortiets generalforsamling i april vedtog ejerne (SVEDAB AB og A/S Øresund) at øge den årlige udbyttebetaling. Det medfører, at gælden i ejerselskaberne kan tilbagebetales hurtigere, mens konsortiets gæld først forventes tilbagebetalt i år 2050. I praksis har dette ingen betydning for prissætningen på broen, og påvirker udelukkende tilbagebetalingstiden for de respektive selskaber.

Den lave svenske kronekurs er til fordel for danske kunder, som kan handle billigt i Sverige. Samtidig har det betydet, at Øresundsbron har været nødsaget til at justere de svenske priser to gange i 2018, da målsætningen er, at prisen for at køre over Øresund skal være den samme for alle. Hvis den svenske krone stiger igen, vil den samme prispolitik medføre, at de svenske priser sænkes tilsvarende.

Ny, miljøvenlig teknik
Det tekniske udstyr på forbindelsen udskiftes løbende, og målsætningen om at vælge mere effektive og miljøvenlige løsninger har medført betydelige forbedringer.

I løbet af foråret blev et nyt solcelleanlæg sat i drift, som skal levere strøm til forbindelsen. På en sommerdag kan anlægget levere helt op til 25 procent af forbindelsens forbrug, og på årsbasis forventes det at kunne dække fire procent af forbindelsens samlede forbrug.

I juni måned blev udvalget af FM-radiokanaler i tunnelen udvidet, da antennerne stod foran udskiftning. Dermed kan man nu modtage alle public service-radiokanaler på hele turen over Øresund, og i fremtiden vil det være muligt at føje kommercielle kanaler til udvalget.

I løbet af 2017 blev hele betalingsanlægget skiftet ud og moderniseret med ny teknologi, og siden marts måned har Øresundsbron tilbudt kunder at bruge nummerpladen som betalingsmiddel. Opstartsfasen har været en succes, og er blevet godt modtaget af kunderne, som ikke længere behøver at huske en bizz, når turen går over Øresund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.