Troldebakkerne nu et skridt nærmere realisering.

I går godkendte Udvikling, By og Land forslag til den vigtige rammelokalplan for Helsinges nye bydel Troldebakkerne. Dermed er det store projekt et skridt tættere på at blive realiseret.

Der er fuld gang i udviklingen af det store boligområde Troldebakkerne med plads til 700 nye boliger nord for Helsinge.

I går godkendte Udvikling, By og Land forslag til rammelokalplanen for Troldebakkerne, hvis formål er at omsætte områdets vision – helhedsplanen – til overordnede krav til den videre udvikling.

Rammelokalplanen fastsætter principperne for udvikling af landskabet – for eksempel hvilken type af områder der skal være, og hvilken funktion og udformning de skal have med eksempelvis parkering og fællesarealer.

Område tæt på det hele
Troldebakkerne får eget trinbræt, er tæt på skoler, institutioner og kultur- og idrætstilbud, nær indkøbsmuligheder i Helsinge og med direkte adgang til det grønne landskab.

Formand for Udvikling, By og Land Pernille Søndergaard (NytGribskov) fortæller, at godkendelsen af rammelokalplanen nu betyder, at investorer snart kan begynde at investere i området.

Pernille Søndergaard (G)

“Vi er allerede i dialog med flere investorer, og vi er naturligvis interesseret i at komme i dialog med flere grundet områdets størrelse,” siger formanden.

Rammelokalplanen vil gradvist blive erstattet af byggeretsgivende lokalplaner for mindre, med tiden nærmere afgrænsede etaper.

Planforslaget skal nu godkendes i Økonomiudvalget og byrådet. Derefter bliver den sendt i høring i ti uger. Der bliver i den forbindelse også holdt borgermøde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.