Kostskole i Smidstrup nomineret til Røde Kors Førstehjælpsprisen 2018

Alle ansatte og elever på Havregården Kostskole i Smidstrup skal lære førstehjælp. Det store førstehjælpsfokus har gjort, at Havregården Kostskole er nomineret til Røde Kors Førstehjælpsprisen 2018. 


I foråret 2017 blev alle medarbejderne på Havregården Kostskole i Smidstrup ved Gilleleje sendt på førstehjælpskursus. Og de skal løbende have det genopfrisket.

Derudover modtager eleverne undervisning i førstehjælp. De bliver undervist i hjerte-lunge-redning, men også i behandling af småskader. Kostskolen har tilmed anskaffet sig en hjertestarter, der hænger på skolens matrikel.

”Vi har fokus på førstehjælp for at skabe tryghed for vores medarbejdere og elever. Da de fleste ulykker sker i hjemmet, og da eleverne bor her, gav det bare rigtig god mening at inddrage dem i førstehjælpen også. Derudover vil vi gerne lære vores børn at tage vare på sig selv og på andre – her er førstehjælp en vigtig del, ” siger forstander på Havregården Kostskole, Morten Jørgensen.

Og for den indsats er Havregården Kostskole nomineret til Røde Kors Førstehjælpsprisen 2018, som Røde Kors uddeler 22. marts i København. Det er en pris, der går til en arbejdsplads, som gør en ekstra indsats for at indføre førstehjælp.

”Det er flot, at Havregården Kostskole arbejder så målrettet med førstehjælp, og det er med til at øge trygheden på skolen for både medarbejdere og elever. Derudover er deres hjertestarter en styrke for hele lokalsamfundet, da den er placeret nær et sommerhusområde, hvor der bor mange ældre. Det er meget imponerende,” fortæller generalsekretær fra Røde Kors, Anders Ladekarl om grunden for kostskolen nominering.

Røde Kors: Alle skal kunne førstehjælp

Det er Røde Kors’ ambition, at alle danskere skal kunne førstehjælp og holde det vedlige. Lige nu har kun hver tredje dansker et opdateret førstehjælpskursus, og hver femte dansker har aldrig taget et kursus. Derfor kårer Røde Kors hvert år en arbejdsplads, der har gjort noget særligt for at uddanne medarbejderne i førstehjælp.

Aleris-Hamlet privathospitaler sidder med i dommerpanelet til Røde Kors Førstehjælpsprisen 2018. Her er holdningen også, at flere skal kunne førstehjælp.
”Enhver voksen person bør kunne basal førstehjælp. Det er så vigtigt, da det er de allerførste indsatser, der er afgørende for overlevelseschancerne. Hvert eneste sekund betyder noget. For hvert minut en person eksempelvis har hjertestop uden behandling, forringes overlevelseschancen med 10 %,” forklarer læge Carsten Tollund fra Aleris-Hamlet privathospitaler.

Ud over Havregården Kostskole i Smidstrup er de øvrige nominerede til Førstehjælpsprisen 2018:

  • HP Byg A/S fra Aalborg.
  • Socialpsykiatrisk Center i Vejen Kommune.

  • På billedet ses Jerry, som bl.a. er lærer på Havregårdens sundhedslinje, sammen med et par af skolens elever. Foto: Joachim Foged.

Fakta om førstehjælp:

  • I dag er det kun hver tredje dansker, der har et opdateret førstehjælpskursus, og hver femte dansker har aldrig taget et kursus (Kilde: Analyse lavet af Voxmeter for Røde Kors i 2018)
  • Der findes cirka 17.650 hjertestartere, der er registreret på ”hjertestarter.dk” (Kilde: Hjertestarter.dk)

Fakta om hjertestop:

  • Hvert år falder 4.000 personer om med hjertestop uden for hospitalet i Danmark. Det er ca. 11 personer hver dag.
  • For hvert minut der ikke gives livreddende førstehjælp, falder chancen for overlevelse med 10 %.
  • To ud af tre danskere, som faldt om med hjertestop, fik livreddende førstehjælp af vidner i 2014. Tilbage i 2001 var det kun hver femte.
  • Hvis ingen træder til ved et hjertestop, overlever 1 ud af 30. Når en forbipasserende træder til ved hjertestop i det offentlige rum, overlever 1 ud af 8.
  • I dag overlever 12,7 % et hjertestop – det er tre gange så mange som i 2001, hvor tallet var 3,9 %
  • Efter 4-6 minutter begynder hjernen at tage varig skade, hvis der ikke ydes førstehjælp.
  • Blandt personer, der overlever hjertestop og er i arbejde forud for hjertestoppet, kommer 76 % tilbage i arbejde
    (Kilde: Trygfonden og Dansk Hjertestopregister – rapport 2001-2014)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.